ARKIVETS LÆSESAL 
- studierum &  'bibliotek'
 
 

Museets gæster har mulighed for at benytte arkivets læsesal, hvor der er et lille bibliotek. Her er relevante opslagsværker, fortegnelser over andre arkiver samt folketællinger og kirkebøger på mikrofilm. Der er også en computer, med programmet Brother´s Keepers, som er beregnet til slægtsforskere.

Arkivets læsesal på Greve Museum

I arkivets åbningstid er der mulighed for at få rådgivning i slægts- eller lokalhistoriske spørgsmål.

Udsnit af bøger i arkisalens håndbogssamling.

Nyt og bedre håndbogsbibliotek på arkivet
Lokalarkivet har fået nye opslagsværker i arv fra både Greve Bibliotek og Hedelyskolen. Tak for det. Det drejer sig blandt andet om ”Dagligliv i Norden”, en nyere udgave af Trap Danmark, Danmarks Riges Historie, Danmarks Oldtid, Danmarks Vilde Planter samt Digtere i det Tyvende Århundrede. De har nu indtaget en særlig reol sammen med værker som Salmonsens Konversationsleksikon, Biografisk Leksikon og Køges Historie og Roskilde Bys Historie. Samlingen er et godt supplement til lokalhistorien og slægtsforskningen.

 

Pierre Montys scrapbøger tilgængelige på arkivet
Greve Museum og lokalarkiv har modtaget 44 scrapbøger af Pierre Monty.

Den 9. august 2005 afleverede den tidligere Dagblads- og Sydkysten-redaktør Pierre Monty sine scrapbøger til Greve Museum. De indeholder omkring 50.000 arktikler og dækker en periode på næsten 40 år. En periode, hvor kommunens indbyggertal eksploderede, hvor skolebyggeriet var på sit højeste, og hvor kommunens landskab forandredes.
I arkivets åbningstid kan alle der har lyst fordybe sig i scrapbøgerne.
Læs mere om Piere Montys scrapbøger her