Fakta

Hvad er en iværksætter?
En iværksætter er en person, der starter sin egen virksomhed. Ofte fordi vedkommende har en god ide - for eksempel til et nyt produkt, eller en bedre måde at producere et eksisterende produkt. Desuden er iværksætteren som regel en person, der har mod, risikovilje og lyst til at få ideen ført ud livet og - ikke mindst ønsket om at blive sin egen herre.

Fra landbrugsland til industriland
Selvom Danmark i slutningen af 1800-tallet var begyndt at blive industrialiseret, var landbruget stadig det dominerende erhverv indtil slutningen af 1950'erne.
I 1960'erne kom der gang i en ny industrialiseringsbølge. I denne periode blev der oprettet rigtig mange mindre virksomheder. Landbruget var til gengæld i tilbagegang. I 1960'erne blev landbruget overhalet af industrien som Danmarks vigtigste erhverv. De seneste årtier er mange arbejdspladser forsvundet i industrien i Danmark. Dels har maskiner afløst mennesker, dels er fabrikker flyttet til lande, hvor arbejdskraften er billigere.


 

Sogneråd og sognekommune
Siden midten af 1800-tallet har der i Danmark eksisteret noget, som kaldes kommunalt selvstyre. Hvad betyder det? Danmark blev inddelt i selvstyrende sognekommuner, hvor borgerne i de enkelte sognekommuner selv valgte sognerådet og sognerådsformanden, der i det daglige styrede og besluttede, hvordan fx skolerne skulle fungere, anlæggelse af veje og plejehjem. I dag hedder det ikke længere sogneråd men kommunalbestyrelse med en borgmester som formand. Det var sognerådet i Greve-Kildebrønde kommune, der i 1964 besluttede at anlægge Håndværkerbyen.