Da billedet blev taget var der fri adgang til gadekæret for landsbyens dyr.

Gadekæret
Gadekæret var vigtigt for landsbyen. Her drak dyrene vand, og der kunne vaskes tøj og hestevogne. Vognene blev kørt direkte ud i vandet.
Gadekæret lå meget centralt i byen, så alle gårdene havde let adgang til vandet. Hvis der blev ildebrand et sted i byen, brugte man vand fra gadekæret.

Højbro set fra Møllevej omkring 1905-10. Læg mærke til bækken med de mange træbroer i højre side.

Om sommeren kunne gadekæret tørre ud og om vinteren fryse til is, Så måtte man holde nogle huller åbne i isen. Hvis vinteren var meget kold, kunne alt vandet i kæret fryse. Så måtte kvæget vandes ved en kilde ved Karlslunde mose.

Oprensning af Karlslunde gadekær den 3. november 1921.

En gang imellem måtte gadekæret renses for skidt og affald. Det krævede mange mænds indsats med skovle og hestevogne. Billedet er taget den 3. november 1921.

Manden med trillebøren er fisker Edvard Nielsen, og sønnen Janus Edvard (født 1897). Sønnen blev vejmand som voksen.

Fordi gadekæret lå centralt, var det et oplagt mødested, og børnene legede gerne omkring kæret og på broerne over den bæk, der førte vand til dammen. Drengene søsatte deres legetøjsskibe, pigerne kiggede måske på. Om vinteren kunne man løbe på skøjter, når der var is på vandet.

I højre side ses postvognen på sin daglige tur fra Tåstrup til Karlslunde.  Foto: omkring 1905-10

Nytårsaften måtte man gerne lave sjov med folk, og en af de ting man kunne finde på, var at trække naboens vogn eller redskaber ud i gadekæret.

Det var vigtigt at kunne slukke ildebrande, fordi der let gik ild i husene, når tagene var stråtækte. Gadekæret var derfor også en branddam.
Der lå et lille sprøjtehus på trekanten mellem Nylandsvej og Ved Kæret. Her havde man byens brandslukningsudstyr. Indtil 1958 var det en hestetrukken brandsprøjte, der skulle drives med håndkraft, samt en masse spande og slanger.



Vippebrønd ved gadekæret (Nylandsvej 40) fotograferet den 10. april 1906.